Naturskolens historie

I 1994 etablerede Svenstrup Gods en naturskole i Borup i samarbejde med Skovbo Kommune og med støtte fra Friluftsrådet og Skov- & Naturstyrelsen. Naturskolen var et tilbud til alle skoleelever i Skovbo Kommunes skoler. Det fremgår af invitationen til den officielle indvielse d. 30. maj 1995, at etableringen skete med følgende formål:

“…at hæve folkeskoleelevernes bevidsthed omkring menneskets brug af naturen, bevarelsen af naturressourcer og økologiske kredsløb, og det tilstræbes at projektet indgår som en naturlig del af folkeskoleundervisningen i faget natur/teknik”.

I dag godt 30 år senere er naturskolen stadig kørende og siden Skovbo Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen blev en del af nuværende Køge Kommune, er det nu alle skoler og dagtilbud i Køge Kommune, som kan drage nytte af naturvejledningen på Svenstrup Naturskole. Efterspørgslen er stor og vi har årligt besøg af ca. 4000 børn, pædagoger og lærere. Det er vi stolte af!


Naturskole i Borup

Generelt om naturskolen i Borup

Hvor mødes vi?
Naturskolen ligger bynært på Ryeskovvej 1 med skoven som nabo.  

Vi kommer gerne ud til skoler og institutioner og mødes helst på naturlokaliteter – væk fra legepladsen og skolegården, så børnene får oplevelsen af at være ude på tur.

Vi deltager gerne i temauger og længerevarende projekter, men kontakt os da i god tid.

Kontakt os med jeres ønsker og ideer, så giver vi sammen uforglemmelige oplevelser.

Hvad koster det?
Det er gratis for skoler, daginstitutioner og dagplejere i Køge Kommune at benytte Svenstrup Naturskole.

For øvrige grupper fastsættes en pris ud fra indhold og omfang. Kontakt naturskolen for nærmere information.

Booking
Booking foregår via vores bookingsystem efter “først til mølle”-princippet, men vi forsøger at skabe plads til alle. Forvent derfor ikke at kunne booke mere end 10 forløb.

Grej og udlån
Man kan låne grej på Svenstrup Naturskole til feltundersøgelse, overnatning mm.

Ring eller skriv og forhør jer, om vi har det I søger.
Udlån sker med ansvar for skader ved misligholdelse og skødesløshed. 

Læs mere om jeres besøg

Natur og udeliv på naturskolen

Jeres besøg på Svenstrup Naturskole

Dagpleje og daginstitutioner
Svenstrup Naturskole støtter op om den styrkede pædagogiske lærerplan. Dette gennem udbud af ture, pædagogkurser, inspiration og netværk. Målet er overordnet at give børnene gode oplevelser i naturen og skabe grobund for en livslang glæde ved naturen.
Vi arbejder i fællesskab med det pædagogiske personale, på at skabe forundring og interesse hos det enkelte barn. Gennem naturoplevelser ønsker vi at prikke til deres nysgerrighed, skabe interesse hos dem og deres voksne, for de mange forunderlige ting i naturen, de er en del af.

Skoler
Formidlingen på Svenstrup Naturskole har til formål at støtte op om de Fælles mål. Vi har til formål at styrke kompetencemål, færdigheds- og vidensmål.
En tur ud med naturvejlederne skal gerne give et mod- og medspil til den undervisning der foregår inde på skolen. Vi kan blandt andet byde ind med et anderledes læringsrum, hvor undervisningen er konkret og giver viden i hænderne.

Man kan enten vælge at udplukke et forløb fra det udbud, der er på hjemmesiden eller man kan ved kontakt med Naturskolen udarbejde et forløb, som er skræddersyet til lige netop det læringsforløb eleverne er i.

SFO’er
Natur og udeliv kan være en stærk medspiller i overgangen fra børnehave til skole. Brug gerne naturskolen i foråret, hvor de store børnehavebørn starter på deres skoleliv og lad naturen være en del af det genkendelige og trygge i det skift der sker i børnenes liv. 

Brug naturskolen i hverdagene til at give børnene naturoplevelser omkring skolen i SFO-tid eller tag på tur til eller med naturskolen i ferie-perioder. Husk vi gerne kommer til jer. 

Friluftsliv og overnatning
Naturskolen har diverse bålgrej og en stor bålplads. Tæt ved bålpladsen findes tre mindre træhuse/shelters til overnatning. Der er overdækkede sovepladser til mange og naturskolen råder desuden over hængekøjer og telte.

Overnatning med en klasse foregår ofte sådan at klassens lærere er her i dagtimerne til et booket forløb med eleverne og når lærerne har fri, overtager forældrene og står for resten af arrangementet med børnene, herunder madlavning, overnatning og oprydning. 

Skriv til naturskoleleder Stine Maymann sm@svenstrup.dk om de ønsker du har for et arrangement med bål og eventuel overnatning.

Pædagog- og lærerkurser
Kontakt naturskolen, hvis du har ønsker til kurser for lærere eller pædagoger.